Blå Kors Bladet (Uddrag af artikel)

Brian har altid tumlet rundt efter kærligheden

Brian Skjøth har været helt derude, hvor strikken har været lagt om halsen. Derude, hvor livet ikke længere kunne tackles på værdig vis. Derude, hvor alkoholen satte dagsordenen. Men et gensyn med Jesus bragte ham tilbage til livet.

Han har prøvet det hele. Øllerne, sprutten, cannabisen. Speeden, rygeheroinen og sprøjterne. Opturene, men mest nedturene.

- I forsommeren 1998 var jeg ved at dø. Simpelthen. Min krop kunne ikke mere. Jeg kunne ikke længere blive fuld. Ikke glad. Jeg væmmedes ved bajerne og dagen var blevet et levende helvede, konstatereær Brian Skjøth, mens han kigger tænksomt på den store kop. Med kaffe.

Der er ro i den tætpakkede stue på første sal. Udsigten over Årøsund er smuk og betagende, men lige nu går Brian Skjøths tanker andet steds hen.

- Jeg begyndte vel allerede så småt at drikke, da jeg var tre eller fire år. Jeg husker ensomheden. Og mine forældre, som aldrig rigtig tog sig af mig. Det var min lillesøster, som var i centrum, mens min storebror og jeg måtte klare os selv.

- I starten var vi ikke bevidste om, hvad vi gjorde. Mine forældre drak meget i weekenderne, og vi fandt hurtigt ud af, at de morede sig, når de sad og drak sodavand hele dagen. Så om morgenen gik min bror Claus og jeg på strandhugst i de halvtomme glas. Og det smagte meget godt, fortsætter Brian Skjøth, der husker den brændende fornemmelse i munden som noget spændende.

Han skulle først noget senere finde ud af, at det ikke var sodavand, men derimod “flyvere”, som forældrene drak.

- Tingene greb om sig. Måske gejlede vi drenge hinanden op. Men efterhånden blev spiritussen noget, som vi jævnligt havde fat i.